Solrød Fjernvarme udvider

Fra Dagbladet:

HAVDRUP: På onsdag 3. oktober klokken 8.30 går gravemaskiner og
entreprenører i gang med at grave og lægge rør i Gl. Havdrup. Det betyder, at
beboerne i området kan vælge at sige farvel til oliefyr eller elvarme og goddag til miljøvenlig
fjernvarme baseret på halm.
Alle er
velkommen til at være med, når det går løs på onsdag morgen. Entreprenøren
starter i Blindgyden, og der vil være kaffe og morgenbrød til de morgenfriske.

80 procent af grundejerne i Gl. Havdrup har lavet aftale med Solrød
Fjernvarme om at blive tilsluttet halmvarmen.
-Vi har haft og har stadig et
fantastisk godt samarbejde med Gl. Havdrup landsbylaug og Solrød Kommune om
udviklingen af fjernvarmeprojektet , så vi har
store forventninger til den nu igangsatte gennemførelse af projektet, siger Kaj
Holm, som er varmeforsyningschef i Solrød
Fjernvarme.
Solrøds borgmester Niels Hörup ( V) er også meget tilfreds med
samarbejdet, som han betegner som unikt og epokegørende.
-I Solrød Kommune
har vi i de sidste mange år arbejdet seriøst på, at skabe et klima-og
miljøvenligt samfund. Til det hører at vi, i samarbejde med vores borgere og
lokale virksomheder, arbejder med, at løse klimaudfordringen ved at sætte gang i
projekter, der kan reducere udledningen af CO2. Halmvarmeprojektet i Gl. Havdrup
er et meget fint eksempel på dette. Samtidig er projektet et eksempel på et
samarbejde når det er bedst. Alle parter har udvist en høj grad af ansvarlighed
over for at løse de klimaudfordringer som vi alle står over for ved at arbejde
målrettet og med respekt for hinandens viden og erfaring.
Jeg håber derfor,
at de positive erfaringer fra projektet kan være til inspiration for andre i
Danmark, som har samme behov, siger borgmester Niels Hörup.
Fra SFV går i
gang med at grave og lægge rør, og til alle er installeret -de første kunder
kobles allerede på i januar 2013 -går der cirka fire måneder. Gl. Havdrup
Landsbylaug har etableret en lokal olieberedskabsgruppe som vil sørge for, at de
husstande, der har oliefyr ikke løber tør for olie eller køber for meget olie
inden de får fjernvarmen tilsluttet.

Se alle artikler fra medlemmerne

Logo netvarme.dk

Webdesign COMKON